Skyggernes bog | ★★

Titel: Skyggernes bog

Forfatter: Heidi Wigger Klaris

Serie: Dæmonherskerens arving #1

Forlag: Tellerup

Genre: Fantasy, young adult

Min vurdering: ★★

“17-årige Ally flytter ind på kostskolen Larchwood. I nærheden af skolen ligger en gammel, faldefærdig kirke, hvor hun ved et tilfælde opdager en hemmelig indgang i væggen, som fører ned til et rum under kirken. Ifølge overleveringerne blev det brugt til praktisering af sort magi tilbage i 1800-tallet. Larchwoods afdøde frue, Catherine Larchin, opsøger Ally og insisterer på at hun skal finde en gammel heksebog, som efter sigende giver uanet magt. Men en hemmelig kreds på skolen leder også efter bogen, og Ally har svært ved at gennemskue hvem der har gode intentioner … og hvem der har onde.”

Jeg var aldrig særligt vild med Skyggernes bog. Min negative indstilling skyldes nok hovedpersonen, superblondinen Ally med de pink læber. Hun skulle vistnok forestille at være sytten, men hun opførte sig sgu som en femårig det meste af tiden. En meget, meget flirtende femårig, i en lidt for nedringet bikinitop. Jeg tror det var meningen, at hun skulle være en alternativ og spændende hovedperson; ikke bare en lille mus, der aldrig nogensinde havde snakket med en dreng, men hey, det tog sgu overhånd og hun endte med at være pisseirriternede, nærtagende og ligeglad med sine to kærester.

Plottet var lidt tyndt, men egentligt helt okay. Jeg er selv en sucker for 1800-tallet og hele historien om Catherine Larchin trak da også karakteren en del op. Men det lykkedes bare ikke at komme i mål med plotter; selv ikke verdens allerbedste forfatter ville kunne arbejde med så irriterende karakterer. For det var ikke bare Ally, der fuckede bogen op. Hun begyndte på Larchwood og straks var der en god dreng, der faldt pladask lige ned på maven for hende. Han hed Jay og var egentligt ganske elskværdig, men Ally var ikke andet end en led og opmærksomhedskrævende bitch overfor ham, så det gav ingen mening, at han beundrede hende så meget som han gjorde. Den sidste torn, der sidder og irriterer mit øje, er den et år ældre Tom, som tydeligvis skulle forestille at være historiens hjerteknusende badboy. Så selvom Ally var sammen med sin hundehvalp (Jay), kunne hun ikke lige holde sig fra Tom og hans smukke læber der “nærmest tiggede om at blive kysset”. Og derfra tonser forfatteren så derudaf, med den velkendte (og hadede) kærlighedstrekant. Ally måtte altså vælge mellem Tom og Jay (det gjorde det ikke bedre, at navnene mindede mig om “Tom og Jerry”). Jeg må hellere lade være med at sige hvem hun vælger, da det nok alligevel ville være at spoile for meget, men så må i jo enten gætte, eller læse bogen. Som jeg sagde tidligere, plottet var vel egentligt fint nok. Hvis det bare havde været en god gammeldags fantasybog, havde den sikkert været hyggeligt tidsfordriv. Men teenagedream-delen fylder over halvdelen af de 288 sider, og den er bare ikke gennemført. Selvom jeg havde det o.k med handlingen, fandt jeg dog slutningen en smule latterlig. Det var ihvertfald en cliff-hanger af værste skuffe, og selvom jeg egentligt ikke har særligt meget lyst til at læse toeren, kan jeg jo blive nødt til det. For jeg ved bogstaveligt ikke om Ally stadig er i live.