Portens fald | ★

Titel: Portens fald

Forfatter: Karen Riskjær-Boysen

Serie: -

Forlag: Mellemgaard

Genre: Fantasy

Min vurdering: ★

"Pardora og Jorden har siden den sidste krig, der næsten lagde alt øde, været adskilt i hver deres dimension af en usynlig port. Men nu truer noget verdenerne igen.

Scarlett går på en magiskole, hvor dette år er anderledes. Noget er blevet gemt i kældrene, og Scarlett og hendes venner forsøger at finde ud af hvad, men hvad de ikke ved er, at hvis dette slipper ud, kan det få fatale konsekvenser for dem alle.

Det er kun et spørgsmål om tid, før hvad der skjules i kældrene slipper løs, og alting vil forandres."

Lad mig opsummere: Et magisk parallelunivers. En magiskole, med en hel masse trapper, levende malerier, og uendelige gange. En god rektor, med skæg og briller, som alle eleverne elsker. En led professor, de alle hader og en ung hovedperson, der skal redder verden. Hvem sagde Harry Potter? Ikke mig. Denne (helt igennem forudsigelige) bog hedder Portens fald.

Jeg ved ikke om i kan fornemme det, men jeg er ikke ligefrem begejstret. Forfatteren, Karen Riskjær Boysen, stjæler med arme og ben, og jeg fatter virkelig ikke, hvordan hun kunne slippe afsted med at udgive en bog, der ikke er andet end et Harry Potter-rip-off. Jeg mener, Boysen havde hugget hele replikker og karakterer. Rektoren (Som ikke hed Dumbledore, men fucking Ronald) var kun en flad og kedelig version af vores allesammens virkelige Dumbledore og den onde professor var en sær og dum blanding af Snape og Filch.

Advarsel: Denne anmeldelse kan godt blive personlig, just saying.

Hovedpersonen Scarlett, var helt ualmindeligt kedelig. Hun var en vaskeægte Mary Sue, uden personlighed, begrænsninger og svagheder. Jeg husker ingenting om hende, udover at en hel masse drenge forelskede sig i hende. Scarletts veninde, Erika, var ikke meget bedre. Faktisk har jeg ingen ide om den piges personlighed. Hun var ... ehm, blond og lignede en dukke. Mere ved jeg ikke. Parallelt med historien om Scarlett, fulgte vi en anden pige, Tiffany (ENDNU EN KOMPLET FORUDSIGELIG MARY SUE-KARAKTER) som levede i vores ikke-magiske-verden. Hun var dog ikke som Scarlett, smuk, klog og elsket af alle. Hun blev mobbet uden nogen grund og selvom hun var perfekt, empatisk og venlig, havde hun ingen venner og snakkede kun med sin dumme hest. Boysen forklarede aldrig hvorfor Tiffany blev mobbet, og halvdelen af bogens kapitler handlede kun om, hvor onde hendes klassekammerater var, og hvor skidt hun havde det med sig selv. Snart fandt Scarlett dog en lille, sort dagbog (ER JEG DEN ENESTE, DER TÆNKER HARRY POTTER?) og kunne pludselig kommunikere med Tiffany, der havde en anden udgave af bogen, hjemme i sin egen verden. Nu var Scarlett pludselig den udvalgte (man fandt aldrig ud af vores det lige var hende, der skulle redde verden) og da hun blev fanget af en klam vampyrmand (bogens skurk, som man i øvrigt IKKE VIDSTE HVEM VAR), hastede Tiffany straks afsted for at redde hende. Her mødte hun til-fucking-fældigvis, Scarletts andre venner, Scarlett blev befriet og dansede henover græsset og kyssede blomster, fordi hun ikke havde set naturen i dagevis. Suk. Og hvordan sluttede bogen? Skete der mon noget helt vildt og uventet? Nej, selvfølgelig gjorde der ikke det. Uden at spoile for meget, kan jeg godt fortælle, at bogen endte i et skolebal, en kliche, der er blevet brugt alt, alt, alt for mange gange. Tiffany trak i en flot kjole og vupti, nu var hun en smuk prinsesse, som ALLE DRENGENE ville danse med. Hun tilgav dem uden videre, og havde sit livs bedste aften, sammen med de unger, der havde gjort hendes liv til et helvede, uden nogen særlig grund.